Vejen til et nyt liv

”Jeg er ikke fra et kristent hjem – mine forældre er ikke kristne.” Vreden vældede op i mig, da Lis og jeg en aften i 1989 hos nogle bekendte blev præsenteret for en husstandsomdelt folder, der hed ”Den anden dimension”.  I den havde vores søn Ole, som på det tidspunkt var på bibelskole i England, fortalt sit vidnesbyrd om, hvordan han blev kristen.  Jeg var lamslået.  Oles sætning brændte sig fast i mit hoved, og jeg kunne næsten ikke tænke på andet resten af aftenen.  Tænk at vores søn havde udleveret os som ikke kristne til samtlige borgere i Randers, smidt ind i brevkassen som en anden tryksag.  

Da jeg var kommet ud i bilen og var på vej hjem, talte jeg meget højt.  Tænk at vores søn, min søn, som jeg havde grædt over, da han rejste til England, havde efterladt et offentligt trykt brev som afsked, hvor han hængte sine forældre ud som hedninger – som ikke kristne – os der i snesevise af diskussioner have været uenige, når vi diskuterede, hvor vi stammede fra.  Når Ole og vores datter Lone kom hjem fra gymnasiet og fortalte læren om menneskets nedstamning fra aberne, hvor jeg altid forfægtede retten til at nedstamme fra Gud, og da de var mine børn, måtte de naturligvis gøre det samme.

Jeg som havde været frimurer i 15 år og været embedsmand i logen i adskillige år, jeg som hele tiden søgte efter det bedste i mennesker, jeg der nu var orator og brugte bibelen mindst en gang om ugen, var jeg ikke kristen?  Var han bedre end sin far? Var han bedre end sin mor?  Var alle disse mennesker indenfor den Evangeliske frikirke, hvor han kom, bare bedre?  Var deres venlighed, da vi havde været på besøg i kirken påtaget, fordi de ikke ville smide folk ud, selv om de ikke tilhørte kirken? Var det kun fordi vi var Ole’s mor og far, at de var så venlige? Var det fordi Ole var kristen? Han kunne jo ikke gøre for, at han havde sådan nogle ugudelige forældre;  ”IKKE KRISTNE” ordene blev hængende i baghovedet hele vejen hjem.

Da jeg næste dag efter et tandlæge besøg mødte Eigil, som jeg kendte fra kirken og havde fattet tillid til, bød han mig indenfor til en kop kaffe.  Da jeg kom ind i baglokalet faldt mine øjne på den folder, som kirken havde udsendt, så kom al vreden op i mig igen, men jeg beherskede mig og sagde henkastet, at jeg havde set den og at jeg ikke mente, at Ole var mere kristen end jeg var, og at jeg for resten ikke ville frekventere kirken mere, da jeg ikke mente, jeg havde noget tilfælles med mennesker, som satte sig selv på så høj en hest.  Jeg fik vist sagt mere af samme slags.  Eigil sad stille og roligt og lyttede til mine udgydelser og lod mig bare tale ud.  Derefter sagde han: ”Per, forskellen på dig og Ole er, at du tror du er kristen, Ole ved at han er det”.  Det var som al luften gik ud af ballonen, selvfølgelig sådan var det.

Jeg havde altid ment, at livet måtte være en stor joke, hvis ikke der var noget mere, og det var dette noget, jeg troede på.

Eigil foreslog, at jeg tog Lis med til et møde i Slots bio samme aften.  Da Eigil vidste, at vores erhverv er sang og musik, fortalte han, at der kom et stort blandet kor og en Rock gruppe (Spor 7) fra København, så der ville blive masser af musik, og der kom også en taler, som var fantastisk morsom og næsten lige så god som Dirch Passer, han hedder Jørgen Mortensen.  Lis var straks med på ideen.

Vi var spændte på den aften.  Det var jo godt nok for alle, men hvad ville folk sige, når de så os til et kristent møde?  Lis & Per! Vi vidste jo godt, at folk kendte os fra radioen og aviserne, og en enkelt gang havde vi da også været i TV.  Godt nok ikke ret længe, men nok til, at en masse mennesker kendte os og havde set os.  Vi blev ved med at sige, at det ikke betød noget, men vi var alligevel bange for folks reaktion.  Nu bagefter tror jeg, at vi godt vidste, hvor det bar hen, men vi kunne ikke indrømme det for hinanden.  Vi fik styrke til det, men vidste ikke hvorfra.

Det var en fantastisk aften.  Efter en herlig lovsang talte Jørgen Mortensen, og jeg skal love for han talte. Vi var på skift dybt alvorlige og helt opløst i sund latter.  Hvor havde han dog en god måde at fortælle om Jesus på.  Efter talen sang koret igen, og Jørgen Mortensen kaldte alle, som ville sige ja til Jesus, op foran scenen.  Lovsangen var utrolig smuk, og vi ville gerne have gået frem, men det var som om vi ikke kunne.  Jeg følte en utrolig varme i min krop.

Senere talte vi med Eigil og hans hustru Bente om, hvorfor Gud ikke kunne få os til at gå frem, når  han kunne få vores temperatur til at stige.  Eigil forklarede, at Helligånden havde rørt os, men at Gud ikke pressede mennesker til noget; vi skal selv bestemme, om vi vil tilhøre Gud eller Satan.  På vort følelsesladede spørgsmål, om det var djævelen, der havde hindret os, svarede Eigil meget vist: ” Nej selvfølgelig ikke, det var jer selv.  I var bange for, at alle disse mennesker i salen skulle sige ”Se, der er Lis & Per, nu er de også fanget af religiøs fanatisme, de er gået frem for Jesus.  Nu rabler det da for dem”.

Tænk, den sad lige i ansigtet, for det var jo netop det, der var sket derinde i Slots Bio.  Vi var bange for at miste ansigt, hvor var det ærgerligt, og nu var det for sent.

Da arrangementet havde været en stor succes, blev det gentaget i den efterfølgende week-end. Vi konstaterede, at vi ingen optræden havde den week-end, så vi ville med igen.  Jeg tror, at vi begge håbede på den samme oplevelse igen, som vi havde den første gang.  Vi har siden talt om, at vi begge – uafhængig af hinanden – havde bestemt, at vi ville tage imod Jesus, hvis der blev spurgt, og det blev der.

Da der blev spurgt tror vi, at vi var de første, der havde hænderne oppe.  Da vi havde sagt ja til Jesus, var vi bare så glade; vi kunne ikke lade være med at smile hele tiden, det var bare så dejligt, alle kom og ønskede tillykke.  Dette skete den 6. maj -  Oles fødselsdag. Da vi fik fat på ham, græd han af glæde, for han havde fået hele bibelskolen til at bede om, at hans forældre måtte blive kristne inden han kom hjem; det ville være den bedste fødselsdagsgave, han kunne få!

Lis og jeg oplevede nu det, som alle nye i Kristus oplever: dagen var mere lys, himmelen var mere blå, blomsterne var bare så smukke, som vi aldrig havde set dem før, så vi var utrolig glade.  Jeg er sikker på, at alle, der mødte os, kunne se forvandlingen.

Jeg spiller på harmonika, når vi optræder, og på dette tidspunkt havde jeg en dårlig arm og skulder, så jeg ikke kunne håndtere harmonikaen.  Da vi dagen efter igen tog til mødet, rejser en mand forrest i salen sig pludselig og siger, at Jesus har fortalt ham, at der er en mand til stede, som har meget store smerter i venstre arm og skulder, og at Jesus ville helbrede ham.  ”Det er dig Per”, sagde Lis så højt, at alle kunne høre det. Alle vendte sig mod mig, og selv om jeg blev meget flov, så rejste jeg mig og gik stille ned foran.  Da der blev bedt for mig følte jeg som noget fantastisk, at smerten gled ud af min skulder, ud af armen, løb ud ad mine fingre og så var den væk.   Armen har ikke fejlet noget siden, så jeg behøver vel ikke fortælle, at jeg stadig har min harmonika.

Sangduen Lis & Per er landskendte og synger i både Danmarks Radio, TV, koncertsale,
kulturhuse, ældrearrangementer og kirker, hvor de kombinerer det folkelige og det
kristne budskab på en måde, så mange bliver opmuntret derved.

Lis og Pers Facebook-side: Lis og Per

Booking af Lis og Per: http://www.musiker-boersen.dk/solister/lis_per.html
Eller på Lykkemusic.dk: https://www.lykkemusic.dk/Lis_og_Per

Lyt til en af deres kristne sange og syng med - Der er tekst med.
Det er bønne "Frans af Asissises bøn", de synger
Videoen er lavet af Børge Laustsen i 2014.
Pga. rettigheder kan der være en lille reklame med - Tryk på det lille x i højre side af reklamen for at fjerne den.
Der er problemer her med at se den i Internet Explorer - I så tilfælde så brug f.eks. Google Chrome
eller klik på linket til den direkte på YouTube KLIK HER